orangeri & drivhus

Tilbage til projekter

Flere haveejere har de senere år, fået interesse for havens glashuse, lige fra de mindre “driverier” til kæmpe store orangerier, der kan stille lysten for lyse rum med planter, men også give plads til selskabelighed i grønne omgivelser. Flere af de opgaver, som tegnestuen har løst, er oftest med udgangspunkt i nogle af de kvaliteter, der var givne på forhånd. Det kunne være et gammelt udtjent koldhus, der let kunne opdateres ved en nænsom renovering. Et lavloftet fritliggende drivhus, som fik en ny tagkonstruktion på den gamle murbrøstning, kunne være en anden opgave. En anden løsning kunne være en helt ny, isoleret glasbygning i et nutidigt formsprog, der blev opført som en tiltrængt udvidelse af et eksisterende hus. Fælles for alle drivhusprojekterne har været, at de skulle underlægge sig eksisterende byggeri, den givne lokalitet og haveanlæg og ikke mindst; opfylde de ønsker der måtte være for stedet.

Fotos

Række 1: – et renoveret drivhus ved bindingsværksejendom, hvor eksisterende kampestenssokkel er bevaret, der er anvendt sorte pulverlakerede industridrivhus-profiler med enkeltlag glas og huset anvendes som til sommerophold og selskaber.

Række 2: – et gammelt nedgravet koldhus har fået ny tagkonstruktion i sortlakeret profiljern på eksisterende hvidpudset sokkel og med splintfrie glas, – huset anvendes fortsat til afgrøder.

Række 3: – nyt orangeri med vinkelformet mur i sortreduceret tegl og med glastrempel og glasfacade mod landskabsudsigt i vest, – bygningen opvarmes med brændeovn og anvendes både til ophold og frostfølsomme planter.

Række 4: – kvadratformet drivhus med pyramidetag opført i pulverlakeret stål og med themoruder, til brug som som foto- og blomsteratelier

Række 5: – renoveret gammel veranda med tjærepaptag og sprossevinduer på høj rødpudset murbrøstning.

Række 6: – C.F. Møllers orangeri på Hospice Djursland beplantet med naturnære vækster.

Række 7: – Specialbygget drivhus med grundflade på 3.60×3.60 m og med høje sider, tre døre og et højt pyramideglastag med udluftning i loftet. Bygningen er hævet op på et lille teglbelagt plateau med adgang via en bred trappe mellem hække af liguster og taks.