En af flere særhaver i Ellipsehaverne. I daglig tale; “Den hvide”, “Måneskinshaven” eller “Det grå guld”. Det er et ellipseformet rum af almindelig bøg, 2,5 meter høj og indeni med tre kvadratiske rum i liguster (diagonalt på ellipsens længderetning), der danner to langsgående grønne, dynamisk zig-zag forløb. De understreger det stringente plantevalg i sølv, gråt, hvidt og grønt. Haven kunne såmænd ligge hvor som helst. I en lille rækkehushave, i en kolonihave eller som en forlængelse til et lille skur nederst i en have af større dimensioner. Man skal blot kunne affinde sig med det stramme og nøjes med det begrænsede plantevalg, der forstærker stemningen af noget jomfrueligt, grænsende til det elitære. Haverummets enkle sølv og grå, hvide og grønne beplantning, varierer komstant i farvetone og afspejler hermed dagslysets skiftende kulører fra den kølige morgenstund, over de hede middagstimer – den glødende eftermiddagsstund, til det kontrastrige der opstår, når alt det hvide lyser op i den skumrende aftentime.