Sted: Salling/ Jordbund: Sand med lerlommer/ Karakteristika: Minimalistisk firlænget udsigtsbyggeri i fjordlandskab ved Harre Vig/ Ejer: Privat
Stedet er omfattet af bestemmelser således at der ikke må rejses skov eller plantes træagtige og busklignende vækster i landskabet. Byggeriet og gårdhaveanlægget er nyopført i 2012 og afløser en ældre landbrugsejendom mindre end 30 meter der fra. Ejendommen er opført af mørke teglsten i modernistisk stil med store rektangulære dør- og vindueshuller. Bygningskomplekset ligger på et vandret plateau der er “skåret” ind i det skrånende terræn, med udsigt mod vest over Harre Vig. Umiddelbart udenfor stuehusets store glaspartier, mod Harre Vig, er der opsat et specialfremstillet stålrækværk, som afgrænser haven fra landskabet med græssende kvæg på engen. Planen i den lukkede gårdhave er inspireret af 30´ernes modernistiske flade- og stregmalerier, her i en oprejst udgave, som strukturerer anlægget i et stramt og formalistisk udtryk. Den stingente ramme blødgøres af en overdådig beplantning og, med tiden, af selvsåede vækster. Haveanlægget er påbegyndt i maj 2012. Havearealet mod Harre Vig begrænser sig til et jernhegn med få udsparringer i en stram flisebefæstelse, til sandrørhvenen Calamagrostis x acutiflora `Karl Foerster´.