Tegnestuen har efterhånden opbygget en solid erfaring i at komponere større koloristiske engbede og blomstergræsbede. En betegnelse for livskraftige beplantninger med græsser og naturnære staudetyper, der er udvalgt i relation til jordbundsforholdenes vækstvilkår.
Beplantningerne er som regel en forlængelse af naturlige og halvnaturlige landskaber og kan indpasses i stedets topografi og danne rumlige virkninger i tilknytning til eksempelvis befæstede arealer, klippede plæner eller i respekt for eksisterende vækster. Formgivningen af bedene – i et organisk formsprog, kan fungere som fortsættelser af topografien og terrænets bløde kurver. Et mere geometrisk design, på en horisontal terrænflade, vil understrege de forskellige arter og sorters naturlige vækstudtryk. Samspil og kontrast er et tema der løber igennem disse beplantningskompositioner, mellem enkeltthed og kompleksitet, det moderne og det romantiske og med en rigdom af form og tekstur.
Mange af plantetyperne udmærker sig desuden ved den vitale vækstdynamik. Den processuelle kvalitet i vegetationens forskellige stadier, gør det således til en ekstra stor oplevelse at følge den, fra forårets spæde frembrud over sensommerens modning til planternes endelige og meget spektakulære forfaldsstadier i vinterhalvåret. – En vækstlig proces der – flere steder i Europa – også er begyndt at give byernes funktionelle landskaber et tiltrængt modspil.