Tegnestuen arbejder med mange forskelligartede projekter – i meget varierede miljøer og skalaer – og i samarbejde med forskellige personer; bygherrer, private og offentlige, entreprenører, arkitekter og anlægsgartnere mv. Målet er altid, at nå hen til den enkle løsning, som passer til stedet og som giver ejerne og brugerne de mest optimale muligheder for at kunne udfolde sig bedst.
Ud over de mange private haveanlæg der formgives og hvor nye sager fortløbende tages ind, arbejder tegnestuen for tiden på følgende større og mere langsigtede projekter:
Nyt hovedkvarter for NORMAL 2024-27
For godt 3 år siden færdiggjorde vi den lille blomstrende have, der ligger som en perlekrans rundt omkring NORMALs hovedkontor i Skanderborg. Bygningerne kan ikke mere rumme de mange medarbejdere, der er blevet ansat siden og derfor opføres et nyt hovedkvarter for NORMAL i Vrold. Jeg er selvfølgelig både glad og stolt over at Direktør Torben Mouritsen har inviteret mig med igen i et team på dette nye og spændende projekt.
Det er Tommy Bruun fra COLOURCLOUDSTUDIO, Artelia, CF. Møller Architects, Kjeld Slot – Haver & Landskaber, PDPLUS og ETRUM der tilrettelægger og tegner projektet, og i stedet for en klassisk kasseformet kontorbygning opføres en klynge af bygninger integreret i landskabet indbyrdes, forbundet via stier og et grønt fællesområde.
Inspirationen kommer fra Søhøjlandets kuperede terræn og de såkaldte fortebyer. Det er en landsbytype kendt fra middelalderen, hvor gårdene lå i en kreds rundt om et åbent og grønt fællesareal kaldet forten.
ORIFARM ved Odense 2023-24
En stor kantine- og kontorudvidelse på medicinalfabrikken Orifarm ved Odense, er så småt ved at være afsluttet. Billeder af haverne og landskabet kommer snarest.
Marius Pedersen 2024-25
Entreprenørvirksomheden Marius Pedersen på Fyn udvider med en ny innovations- og museumsbygning, tegnet af Arkitekt Claus Pryds og ejerne har bedt min tegnestue om at hjælpe med haverne ved Marius Pedersens fødehjem og landskabet omkring administrationsbygningerne. En meget spændende og også meget krævende opgave.
Lundgaard og Tranberg renoverer i 2023-24 en smuk gammel privat bolig i Hellerup, og hvor haven formes og anlægges i samarbejde med ejerne.
Birgit Lyngbye Pedersen renoverer Halldor Gunnløgssons sommerhus i Raageleje og hvor tegnestuen renoverer den tidligere og tilgroede sommerhushave
Billedkunstner TAL R, arkitekterne Allan Lyth, Jens Stampe Brøndbjerg og Kjeld Slot Haver og Landskaber – 2024, projekterer og udfører en ny skulpturhave til Gentofte Musikskole sammen med Gentofte Kommune, med støtte fra Ny Carlsbergfondet.
Og i foråret 2024 er der også kommet flere nye og skønne private haver på tegnebrættet.