En byhave med landskabsinspireret beplantning i tilknytning til en bugtende gangsti, der leder ned til en stor pergola i bunden af haven og afsluttes ved det cirkulære spejlbassin ud mod den store ovale plæne. Gangstien er befæstet med bornholmsk Moseløkke granit i forskellige smalle aflange længder og bredder, hvor planter kiles ind langs de tandede konturer på stien, og som naturligt opstår ved en sådan belægningstype. Stilen i haven har et internationalt tilsnit i både formgivningen og beplantningen med `det landskabelige´ som fokus. Her væves befæstelser og vækster sammen i en tilsyneladende ukontrolleret komposition, og som hylder biodiversitet, vildskab og vækstdynamik. Den ovale plæne til leg, spil og selskabelighed holder formmæssigt sammen på hele herligheden og giver det vitale havebillede den nødvendige pause for øjet. Tommy Bruun fra COLOURCLOUDSTUDIO er arkitekten bag den smukke tilbygning beklædt med tombak, hvorfra haven udspringer.