De store runde trækroner i haven er markante rumskabende aktører i anlægget. De er således afsættet til formgivningen for havens videre udvikling, der gerne må fremstå i et mere klassisk udtryk. Den 70 cm. smalle teglstenssti, omkranser og markerer huset på samme gang og afrundes ved husets gavle. Den fungerer både som æstetisk bindeled mellem hus og have og giver samtidig mulighed for at bevæge sig ubesværet rundt fra område til område. Den varme teglstensfarve fra taget hentes ned i haven og hele husets hvidpudsede facader får herved en markeret forankring til havens terræn, der skråner svagt mod sydøst. Der tages højde for det eksisterende terræn ved anlæggelsen af hovedstien, der aftrappes ved terrasseområder og terrænfald. Se illustration: Indgangspartiet op til hovedtrappen underlægger sig indkørsel til nabogrund og det eksisterende hvidmalede hegn foreslås udskiftet med et sortmalet metalhegn i stil med eksisterende låge ved indgangen. Trappegelænder på nye trapper kan ligeledes være af samme lette transparente type i sortmalet jern.